I Stjerneskuddet serverer vi hver dag ernæringsrigtig og velsmagende kost til børnene.
Børn har brug for god og sund mad – fordelt på alle dagens måltider – for at kunne være oplagte og fungere godt i en aktiv hverdag. Et barn, der er sultent, bliver let inaktiv, ked og frustreret. Derfor har vi et medansvar for at inspirere og præsentere børnene for nogle gode madvaner og forskellige fødevarer.
Det gør vi fx ved at opfordre til at smage, måske bare tage lidt på tallerkenen, samt at være rollemodel for børnene ved at spise et pædagogisk måltid (en tredjedel af en børneportion). Børnene bliver aldrig tvunget til at spise noget bestemt eller i en særlig rækkefølge. Personalet har altid mulighed for at hente ”safe food” til børnene i form af rugbrød med smør.
Vi tilstræber, at minimum 90 % af kosten består af økologiske fødevarer, ligesom vi producerer så meget som muligt selv. Vi bager størstedelen af vores brød selv og prioriterer årstidens fisk, frugt og grønt.
I januar 2026 opstarter vi et samarbejde med Meyers Madhus med henblik på at understøtte måltidet bedst muligt.
De daglige måltider
Til de børn, der ikke har spist hjemmefra, tilbyder vi hver dag morgenmad fra klokken 7.00-7.30.
Vi serverer formiddagsmad klokken 9.00 i vuggestuen og cirka 8.40 for børnehaven. Formiddagsmaden
består af grøntsager/frugt og hjemmelavet brød.
Frokosten serveres hver dag omkring klokken 10.45-11.00. Det kan fx være rugbrød med pålæg, fisk, kød, vegetarretter, grød eller suppe.
Eftermiddagsmaden spiser vi ved 14-tiden. Oftest får vi hjemmebagt brød med frugt eller grønt til.
Børnene tilbydes vand - både til og uden for måltiderne - og mælk i de doser, der anbefales.
Alle børn medbringer desuden drikkedunk, så de kan drikke, når de er tørstige.
Nogle gange spiser vi på legepladsen, og er vi på en længere tur, spiser vi medbragte madpakker.
I kan se ugens madplan på opslagstavlen i vindfanget.
Mad og pædagogik
Der er rigtig meget pædagogik i måltidet. Vi har fokus på selvhjulpenhed, struktur og medinddragelse omkring måltiderne. Det betyder, at vi inddrager børnene i det omfang, de kan, i at dække bord og rydde af bordet, eller for vuggestuebørnenes vedkommende, at de selv lægger deres hagesmæk til vask efter maden. Børnene opfordres desuden til selv at øse op og sende maden rundt. De helt små vuggestuebørn bliver hjulpet med at spise, men vi støtter børnene i selv at kunne.
Kosthensyn
Lider barnet af allergi, eller må barnet ikke få særlige fødevarer, forsøger vi at imødekomme ønsket.
Læs eventuelt mere på Københavns Kommunes hjemmeside: Mad for børn i vuggestue og børnehave